Af Christa Lesté-Lasserre, Ma udgivet af the Horse den 16. februar 2016. Oversat af St. Hippolyt – Kilde hipplyt.dk
Tørv er måske ikke det kønneste strøelsesmateriale for din stald, men nye studier viser, at tørv nok er bedre for hestens sundhed end spåner. Finske forskere har for nyligt fastslået, at tørvestrøelse udleder mindre ammoniak i miljøet, og heste (og mennesker) viser færre tegn på luftvejsproblemer sammenlignet med anvendelsen af træspåner. Hestens hove har også en bedre fugtighed.
I studierne har Saastamoinen og hans forskerkolleger undersøgt effekterne af træspåner og tørvestrøelse på 12 finske avlshopper i alderen 5 til 17 år (hvoraf 4 var drægtige). Stalden indeholdt en sektion dækket med træspåner og en dækket med tørv, hvilket gav forskerne mulighed for at skelne mellem strøelsestypernes effekt på luften i stalden. Studiet forløb over 84 dage i efteråret med udendørs temperaturer ned til minus 20 grader.
Hestene opholdt sig indendørs bortset fra fire timer dagligt, når de enten var ude eller blev motioneret, mens deres bokse blev rengjort, og ny strøelse blev tilført for at holde en dybde på 10 cm. Alle heste prøvede begge typer strøelse. Hver dag målte forskerne ammoniak-, kuldioxid- og støvniveauet i luften i højde med hestens næse. De udførte blodanalyser, gødningsanalyser og vurderede jævnligt hovene. Ligeledes måltes hestenes hjerterytme, åndedræt, lunger og temperatur.
De studerede også nøje hestenes åndedræt for tegn på inflammationer eller infektioner, inklusiv laboratorieanalyser af spyt og celler.
Forskerne målte niveauet af gasser og støv for staldmedarbejderne, der havde et apparat monteret på kraven under rengøring af stalden.
“Ammoniakindholdet var seks til otte gange højere i stalden med træspåner sammenlignet med tørv,” udtaler Saastamoinen. “Faktisk var ammoniakniveauet i midten af madrassen med tørvestrøelsen tæt på nul, pga. tørvens høje evne til at binde ammoniak. Støv- og kuldioxidniveauet var derimod ens i begge stalde.”
Staldmedarbejderne brugte i gennemsnit 13 minutter pr. dag pr. stald. I den tid blev de udsat for høje niveauer af ammoniak i stalden med træspåner, hvilket kunne true deres helbred. Men i stalden med tørvestrøelse var der ingen risiko for ammoniakpåvirkninger.
“Derudover viste hestene på tørvestrøelse generelle helbredsforbedringer med bedre vejrtrækning som sæsonen skred frem,” udtaler han (Sastamoinen, tilføjet af St. Hippolyt). Gas- og støvakkumuleringen i staldmiljøet kan betyde forværringer i luftvejene gennem en kold periode, hvor hestene opholder sig mere indendørs. Heste på træspåner viste en tendens til flere luftvejsproblemer gennem studieperioden, mens hestene på tørvestrøelse viste forbedringer eller en stabilisering gennem tiden.
“Hestene viste også mere fugtige hove (uden at nå et usundt fugtighedsniveau) på tørvestrøelse,” siger Saastamoinen, “med forbedret elasticitet og generelt sundere hove.”
“De fandt også ud af, at tørvestrøelsen var mere økonomisk, da forbruget var 50% mindre end sammenlignet med træspåner”, udtaler Saastamoinen. Og tørv viser sig også at være mere miljøvenlig, ikke kun ved at give mindre mødding men også at kompostere hurtigere og med gode nitrogenbindinger, hvilket er vigtigt som gødning på fx marken. ”Det er vigtigt at genanvende hestens gødding og agere så miljøvenligt som muligt,” siger han.
Praktisk talt er tørv nemmere at arbejde med og koster næsten det samme som træspåner, alt efter område, siger han. I nogle områder er det dog svært at finde (tørv, tilføjet af St. Hippolyt). Det er også vigtigt at vælge tørv, som er produceret til brug som strøelse, fordi strukturen er forskellig for tørv produceret til energi. Tørv, produceret til energi, indeholder mindre partikler og har lavere fugtighed, hvilket kan betyde mere støv i stalden.
”Det er nemt at arbejde med tørv, da det er let, nemt at håndtere og er godt til at opsuge væsker og binde fugtigheden,” udtaler Saastamoinen. ”Rengøring af en stald med tørvestrøelse er ikke mere besværlig end andre typer materialer – jeg tror, det er et spørgsmål om rutiner og de redskaber, du anvender til udmugning og opfyldning af strøelsen.”
“Uanset valget af strøelse er god ventilation af stalden afgørende,” tilføjer han, hvilket også vil hjælpe med at lufte gasser og støv ud, for dermed at reducere de negative helbredspåvirkninger på heste og mennesker. ”Ved valg af strøelsesmateriale overvejes først hensynet til hestens sundhed (og hensynet til staldarbejderne) og derefter miljøpåvirkningerne,” slutter Saastamoinen.