Afgræsning – Pas på de giftige planter

I sommerhalvåret går mange heste på græs. Hvilken slags afgræsning, der benyttes, kan variere meget og kan være alt fra døgngræs på store arealer med masser af græs til et par timer på jordfold med bare lidt græs under hegnet. Der er dog vigtige faktorer at tage i betragtning, uanset hvilken type afgræsning hesten går på. Det er især vigtigt, at hesten gradvis vænnes til det nye foder – frisk græs.

Dette kan ske på forskellige måder. Hvis hesten går på samme fold om vinteren, sker der en gradvis tilvænning, når græsset begynder at vokse om foråret. Lukkes hesten ud på en ny fold med grønt græs, bør man begrænse tidsperioden: først i kort tid om dagen og derefter gradvist øge tiden, hvor hesten befinder sig på folden. Hvis det er en hest, man skal være ekstra forsigtig med, kan tidsbegrænsningen ske i kombination med at mindske græsmængden, f.eks. ved at lukke en del af folden af og gradvist åbne for et stykke mere. Derved mindskes risikoen for, at hesten overspiser. En tredje måde er at indgræsse hesten for hånd. Denne metode tager tid, men det er lettere at begrænse græsningstiden og samtidig have kontrol over, hvor meget hesten spiser.

Man skal desuden være opmærksom på, om der er giftige planter på foldene. Er der godt med græs på folden, kan hestene mange gange genkende og undgå de giftige planter. Men er græsset begrænset, er der større risiko for, at hesten spiser de giftige planter. Hvis man opdager giftige planter på folden, bør de fjernes hurtigst muligt. Selvom hesten ikke græsser på en fold, der kun skal bruges til at lave hø eller wrap, skal man stadig være opmærksom på giftige planter. Selv efter tørring kan mange planter stadig være giftige, og det er ikke altid muligt for hesten at genkende dem i høet eller wrappen.

Eksempler på giftige planter er taks, engbrandbæger, fingerbøl og skarntyde. Nogle planter er giftige i selv små mængder, mens andre planter skal spises over længere tid, før det fører til en forgiftning hos hesten. Tjek venligst links ud for mere information omkring dette vigtige emne!

Næringsindholdet i græs varierer meget mellem de forskellige græsarter og afhænger af flere faktorer. Især næringsstofindholdet i jorden har betydning, hvor græs på en vel-gødsket jord med højt mineralindhold har bedre forudsætninger end græs på en ugødsket jord med lavt mineralindhold.

Næringsindholdet varierer ligeledes i forhold til hvilke planter, der findes på marken: planter har forskellige rodsystemer, og mulighederne for at nå mineralerne i de forskellige jordlag bliver dermed forskellig. Ligeledes har pasningen af græsset betydning for næringsstofindholdet. Kort græs, hvis det for eksempel er slået, afgræsset eller i vækst, har en højere fordøjelighed og lavere fiberindhold end langt græs, mens der på en græsmark med langt græs vil være flere kilo græs for hesten at spise.

Heste spiser forskellige mængder græs under græsning, hvilket især skyldes individuelle forskelligheder. Normalt ligger græsindtaget på ca. 1,8-3,0% af kropsvægten pr. døgn, men der findes også heste, der spiser over 5% af kropsvægten per døgn!

De fleste heste får opfyldt energi- og proteinbehovet på en frodig græsmark, men for nogle heste kan det være svært, f.eks. diegivende hopper og intensivt arbejdende heste (bl.a. aktive trav- og galopheste). Uanset hvilket energibehov, hesten har, er det meget sjældent, at mineralbehovet dækkes af græs alene. Kalcium og fosfor er oftest tilstrækkeligt på markerne, natrium er kun i enkelte tilfælde i underskud, mens der ofte er mangel på sporstoffer. Jo større behov, hesten har, jo større er risikoen for, at der bliver mangel på mineraler tilført via græsset. Generelt bør alle heste tildeles et mineralprodukt individuelt tilpasset, hvis ikke de tildeles et kraftfoderprodukt ved siden af afgræsningen.

(Kilde: St. Hippolyt)